For halvanden måned siden forlod jeg min nystartede virksomhed. Jeg arbejdede på fuld tid i en virksomhed, som jeg havde været involveret i næsten fra starten. Jeg kunne se et økonomisk afkast, og arbejdsmiljøet var ikke dårligt. Men jeg kunne bare ikke vende tilbage til det samme sted.
Først vidste jeg ikke, hvad det skyldtes. Jeg tror, det var fysisk og mental træthed. Men mere end det, så var der noget inden i mig, der brød sammen.
---
Det er først for nylig, at jeg endelig har indset det. Mennesker er væsener, der drives af "fælles illusioner".
Det er, hvad Yuval Noah Harari skrev i The Complete History of Sapiens, Kun mennesker kan "dele illusionen". Nationer, religioner og virksomheder er bygget på denne illusion.
Det var også grunden til, at jeg var i stand til at køre i en start-up. Ikke den økonomiske belønning, men illusionen om, at vi kan opnå noget sammen. Jeg kunne sige ting som "dette team kan klare det" eller "denne virksomhed vil ændre samfundet", Den "historie" var det, der drev mig.
---
Men da jeg holdt op med at føle mig syg, indså jeg det pludselig. Det var en illusion.
Det er selvfølgelig ikke sådan, at illusioner er dårlige. Det er snarere sådan, at mennesker ikke kan bevæge sig uden illusioner. Men når man indser, at det er en illusion, kan man ikke længere køre i samme rille.
Da jeg indså det, kunne jeg ikke arbejde, som jeg plejede. I stedet for udbrændthed, Det er mere, som om jeg er 'kommet tilbage til virkeligheden'.
---
Jeg tror, at denne begivenhed handler mere om en livsstil end om en måde at arbejde på. Vi bevæger os alle mere eller mindre i en historie, som vi deler med en anden. Men når vi indser, at historien "ikke tilhører os", Det er der, vi må stoppe.
Måske er fænomenet "manglende evne til at arbejde" og "manglende motivation", som er stigende i dagens verden, ikke kun et mentalt problem, ikke kun et mentalt problem, Det kan være en naturlig reaktion hos mennesker, der er blevet bevidste om deres illusioner.
---
Det er derfor, jeg fra nu af vil bruge det som en livsstil, vil jeg gerne vende tilbage til "håndarbejde". Noget, der ikke er en illusion, men noget, der kan bekræftes med håndens sanser. Det er ligegyldigt, om det er en snor, træarbejde eller ler. Jeg vil gerne røre ved noget, der helt sikkert er "der" foran mig, Jeg vil gerne genvinde virkelighedssansen.