Nu bor jeg på landet i Japan. Jeg arbejder hjemmefra for en nystartet virksomhed i Tokyo, så jeg behøver ikke at komme på arbejde. Huslejen er billig, og jeg er tæt på skove, havet og floder. Luften er blød, og jeg kan tage på camping, så snart jeg har lyst. Jeg føler, at dette miljø understøtter mit mentale velbefindende.
Om sommeren opdrættede børnene ti biller og hjortebiller hver. Fire af dem faldt ned, da de sparkede til et træ i nærheden af deres hus. De resterende seks fik de i et insektarium eller på en campingplads. Sådanne begivenheder er blandet med livet.
Insekters liv er kort. De dør, når sommeren er slut. Men hvis du fodrer dem eller holder dem et køligt sted, lever de lidt længere. Selv om de kun lever et par måneder, ændrer kvaliteten af deres tid sig afhængigt af, hvordan du interagerer med dem.
At arbejde i AI-verdenen giver en illusion om en universel eksistens. I det digitale rum forsvinder "tiden" ikke. Men når man er i kontakt med det virkelige liv, bliver jeg mindet om, hvor smuk selve "endeligheden" er.
Det er praktisk og stimulerende at bo i byen. Men det er farligt at fortsætte med kun at kæmpe i den virtuelle verden uden mulighed for at opleve naturen og de levende væsener. Uden mulighed for at opleve naturen og de levende væsener er det farligt.
Bevæg din krop, mærk vinden, brug tid sammen med insekter. Det er den eneste måde at blødgøre dine tanker på.
Så hvis du kender nogen, som synes at være faret vild i den digitale verden, vil jeg gerne have, at du besøger en skov med insekter. Mennesker er også meget mere "svage" væsener, end du måske tror.