Det siges ofte, at der "ikke er nogen iværksætterkultur" i Østasien. Der er en stærk tendens til at undgå risiko, og mange vælger embedsværket og stabilitet. Når japanske børn bliver spurgt, hvad de vil være i fremtiden, ligger embedsmænd stadig højt på listen. For et land, der har brugt de sidste 30 år på en nedadgående kurve, er det på en måde naturligt. Men den ofte gentagne opfordring til at "sigte mod en nystartet virksomhed" er noget urimelig.
Mange af nutidens nystartede virksomheder, "Hvor mange penge har de tjent" snarere end "hvor meget de har ændret samfundet" er aksen i deres evaluering. Det benægter jeg ikke. Jeg tror, det er en nødvendig aktivitet i forhold til økonomisk vækst. Men det er ikke en grund til at satse sit liv på det.
Fordi... Fordi vi ikke har brug for så mange penge længere.
Mad, underholdning og daglige fornødenheder er billigt tilgængelige. Nogle siger, at Japan er blevet et "billigt land", Men på den anden side er det også et land, hvor leveomkostningerne er faldet. Derfor er rationalet for at købe luksusvarer i store mængder ved at forsvinde. Jeg tror, at det er de kloge unge mennesker, der forstår det bedst.
Alligevel får vi stadig at vide, at vi skal "få succes med nystartede virksomheder". Men hvad er succes? Er det mængden af finansiering eller hastigheden af exit? Hvis der ikke er nogen åndelig tilfredsstillelse, I sidste ende bliver det en "ny form for karrieremyte", både i USA og i Japan.
Hvis man vil opmuntre til iværksætteri i ordets egentlige forstand, tror jeg, det er nødvendigt at have en "dialog med samfundet" ud over det. Motivationen er ikke "for min egen skyld", men "for at hjælpe andre gennem mig selv". Ellers vil startup-kulturen være en løgn, Ellers ender startup-kulturen med at blive endnu en løgn.
Jeg vil ikke fordømme folk for at blive rige. Men et samfund, hvor "det er alt, hvad de taler om", er på en eller anden måde fattigt. Og den fattigdom, Den er nok mere udbredt i verden end i USA eller Japan.