Jeg er i en park i øjeblikket. Da jeg arbejdede som senioringeniør, kom jeg sjældent på steder som dette. Når jeg kom, var det for at lege med mine børn eller for at lege på legeredskaberne eller med et andet "formål".
Men i dag kom jeg bare. Uden grund. Hvilket er overraskende interessant.
Det her er Ibaraki. Der er ingen høje bygninger som i Tokyo, Osaka eller Kyoto. Himlen er bred og stille. Der er lyden af biler, men de er langt væk. Lyden af insekter giver ekko, og fuglesang er blandet ind. Endnu en gang går det op for mig, at man kan kende årstiderne i Japan på lydene.
At være her viser, hvor 'målrettet' jeg har været. Fremskridt, mål, resultater. Jeg oplever, at mit hoved er fyldt med det hele.
Men i skovene og parkerne er der ikke noget sådant. Fordi sammenligningsobjektet ikke er et menneske, men bare vinden eller et træ. Der er ingen overlegenhed eller underlegenhed, ingen mening, ingenting. Bare det at være i live er nok.
Det er underligt at sige det, men... Jeg føler, at jeg lever bedre, når jeg har glemt mit formål.